Det er langt fra kun ældre og syge, der bliver ofre for Influenza A.
Derimod viser det sig, at næsten halvdelen af de mennesker, der er døde af Influenza A rundt om i verden, var helt raske, unge mennesker, indtil de blev smittet.
Det oplyser FN's verdenssundhedsorganisation WHO.
Mindst 2.185 er døde på verdensplan som følge af sygdommen. Op mod 210.000 er smittet med det, der bedre kendes som svineinfluenza, skriver tv2.dk.
Herhjemme er 558 danskere registreret smittede, men ingen er endnu døde.
I Sverige og Grækenland bliver alle borgere vaccineret, mens vaccinen kun vil blive tilbudt til en tredjedel af danskerne.
Og det bliver der ikke ændret på, siger overlæge Else Smith, der er chef for Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen.
"Vi mener stadig, at vores strategi er den rigtige. For i langt de fleste tilfælde vil influenzaen ramme uden dramatik," siger hun.
Else Smith anslår, at omkring 1.000 danskere vil dø som følge af Influenza A.