Et prestigefyldt balletakademi i Østrigs hovedstad, Wien, har taget en opsigtsvækkende metode i brug for, at elever skal holde vægten.
Det fremgår af en rapport fra en østrigsk undersøgelseskommission, skriver flere udenlandske medier herunder BBC.
Akademiets elever er mellem 10 og 18 år og er blevet overvåget i deres tøjstørrelser. Men det stopper ikke der.
- Vi har fået oplysninger om, at eleverne blev rådet til at begynde at ryge, så de ikke ville være så sultne, siger Susanne Reindl-Krauskopf, der er formand for kommissionen.
Den statsligt støttede kommission skriver også, at elever på akademiet modtager en utilstrækkelig medicinsk behandling, og den fandt et generelt manglende hensyn til børnenes velfærd.
- Det er tydeligt, at børn og unge ikke er tilstrækkeligt beskyttet mod diskrimination, forsømmelse og negative helbredsmæssige effekter, hedder det i rapporten.
Det var Østrigs regering, der havde taget initiativ til en rapport i april efter en række artikler i den østrigske avis Falter.
Her blev der beskrevet, hvordan eleverne blev slået, hevet i håret og ydmyget omkring deres vægt. Flere elever havde desuden udviklet en spiseforstyrrelse.
Den østrigske balletskole har som følge af afsløringerne skåret ned på antallet af studerendes forestillinger. Akademiet vil først læse den fulde rapport, før den udtaler sig.
Akademiet blev oprettet i 1771 og er et af de mest prestigefyldte balletskoler i Europa og har ansøgere fra hele verdenen. Flere end 80 procent af eleverne kommer fra udlandet.
/ritzau/