Jordskælvet på Haiti den 12. januar har fået rapperen Trina til at indse, hvor heldig hun er.
Det har nu sat tanker i gang hos Here We Go-sangerinden, der overvejer at adoptere et af børnene blandt ofrene på Haiti.
Trina, der i virkeligheden hedder Katrina Taylor, har besluttet ikke at donere nogle penge til det jordskælvsramte område. Hun vil i stedet finde alternative måder at hjælpe på. Det skriver contactmusic.com.
Derfor ser den 32-årige hip hop-stjerne muligheden for at blive mor til et af de børn på Haiti, der har mistet begge sine forældre. Trina mener i hvert fald selv, at hun er klar til udfordringen som forælder.
"De tragiske omstændigheder på Haiti har fået mig til at indse, hvor heldig jeg er som individ, og det vil jeg gerne dele med et barn blandt ofrene i denne foruroligende tid," udtaler Trina.