Randers FC frister for tiden en tilværelse som SAS-ligaens bundhold, og der hersker tilsyneladende en dårlig stemning på holdet. To af holdets allerstørste profiler var i hvert fald i infight i forbindelse med en træning tidligere på måneden.
Ifølge Ekstrabladet gik Søren Berg hårdt ind i en tackling på sin angrebskollega Marc Nygaard, og de to spillere røg kort efter i totterne på hinanden.
Marc Nygaard selv neddrosler episoden og afviser, at han har problemer med Søren Berg.
"Det var vel noget, der varede tre til fem sekunder," siger han til avisen.
Ifølge en spiller i Randers-truppen er det dog ikke helt tilfældigt, at det lige er de to spillere, der blev uvenner.
"Det går begge veje. De to kommer aldrig til at drikke kaffe sammen," forklarer han.
Søren Berg har ikke kommenteret sagen.