Randers FC har leveret en af den slags præstationer, der gør fodbold lidt sjovere. Randers er for første gang i umindelige tider tilbage over nedrykningsstregen, efter at holdet ved vinterpausen var dømt som sikre nedrykkere af de fleste.
Men på to mål af Yura Movsisyan slog Randers mandag aften FC Midtjylland hjemme i Randers, og dermed gik Randers forbi både SønderjyskE og AGF og op på niendepladsen i Superligaen. Kriseramte AGF, der søndag tabte til Køge, ligger nu til nedrykning.
Yura Movsisyan bragte midtjyderne foran efter et kvarter på et flot langskud, i en situation hvor to midtjyske forsvarer tøvede med at gå til Azerbadjaneren. Et lille kvarter senere var Yura Movsisyan igen på pletten, da han efter et frispark og et par tilfældige riposter fik skovlet bolden i mål til slutresultatet 2-0. Det udløste stor jubel hos de 7760 tilskuere, der havde trodset aftenregnen og bar spillerne frem til sensationssejren.
Med sejren er Randers stadig ubesejret i foråret og forårets bedste hold med 25 point i 11 kampe.
Nederlaget til FC Midtjylland betyder samtidig, at spændingen om bronzemedaljerne er intakt. Her er der kun ét point fra tredje- til sjettepladsen.