Ritzau
Opdateret kl. 19:29
En raket fra rumfartsvirksomheden SpaceX er mandag eftermiddag dansk tid blevet sendt af sted mod Den Internationale Rumstation. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Om bord på raketten er flere ton forskningsudstyr, som blandt andet omfatter 20 mus og en supercomputer.
Målet er at teste supercomputeren i et år, for at se om den kan fungere under de særlige forhold, der er i rummet. Et år er omtrent den samme tid, det tager for astronauter at komme til Mars.
Når astronauter rejser millioner af kilometer væk, bliver kommunikationen fra Mars til Jorden forsinket fra fire minutter til 24 minutter afhængigt af afstanden mellem planeterne.
Den nye supercomputer har til formål at levere computerressourcer, som kan mindske den forsinkelse.
Alain Andreoli, senior vicepræsident i teknologivirksomheden Hewlett-Packard Enterprise (HPE), som har lavet supercomputeren, har i en erklæring forklaret, hvorfor det er så vigtigt at sørge for mindre forsinkelse.
- En så lang forsinkelse i kommunikationen vil gøre enhver udforskning af stedet udfordrende og potentiel farlig, hvis astronauterne kommer i kritiske situationer, som de ikke er i stand til at løse sig selv, siger han.
Et andet forsøg, som er blevet sendt afsted mod rumstationen, skal hjælpe forskere med at blive klogere på sygdommen Parkinsons i håbet om at finde bedre muligheder for behandling.
Andre forsøg om bord omfatter forskning i stamceller. Dyrkningen af nyt lungevæv skal undersøges, mens der også er udstyr til dyrkning af grøntsager i rummet om bord.
På trods af masser af forskningsudstyr var der ekstra fryserplads i raketten, så den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, har også sendt is afsted til besætningen på seks.
Det er særligt for at hilse den amerikanske astronaut Peggy Whitson velkommen, som har været i kredsløb siden november.
/ritzau/