Kæmpestore røde og blå lynfænomener, som opstår mange kilometer over Jordens overflade, skal ved hjælp af et nyt, dansk rumobservatorie kaldet Asim nærstuderes af forskere verden over.
Her kan du læse mere om projektet, der mandag bliver præsenteret af den danske astronaut Andreas Mogensen:
* Asim står for "The Atmosphere Space Interaction Monitor", og det er et 314 kilo tungt, avanceret observatorie, som skal monteres udvendigt på Den Internationale Rumstation (ISS).
* Det skal observere og fotografere store elektriske udladninger, der går opad i stratosfæren og mesosfæren fra tordenskyer mange kilometer over Jordens overflade.
* Lynfænomenerne er bedre kendt som "røde feer", "blå jets", "åndehaloer" og "elvere".
* Forskere fra hele verden skal bruge billederne til bedre at forstå processerne omkring de elektriske udladninger og undersøge, om det påvirker klimaet på Jorden.
* Inden observatoriet kan monteres på ISS, skal det flyves ud i rummet. Det sørger en SpaceX Falcon 9 løfteraket for at gøre. Det skal efter planen ske omkring marts 2018 med affyring fra Kennedy Space Center i den amerikanske delstat Florida.
* Asim er det hidtil største danskledede projekt i samarbejde med Den Europæiske Rumstation, og den samlede pris lyder på 350 millioner kroner.
* Det er virksomheden Terma A/S, der er hovedleverandør. DTU Space er videnskabelig leder på projektet.
Kilder: Terma A/S og Danmarks Meteorologiske Institut.
/ritzau/