Det Radikale Venstre står splittet om ønsket om at komme i regering med Socialdemokraterne og SF.
Folketingsgruppen ser gerne et regeringssamarbejde med de to partier, men et flertal af de radikale lokalformænd mener, at de to partier er gået for vidt i deres krav til en kommende regeringspartner.
Socialdemokraterne og SF fremlagde i sidste uge et fælles skatteudspil, hvor de også slog fast, at de radikale ikke vil få indflydelse på udlændinge- og skattepolitikken i en eventuel fælles regering. Det huer ikke lokalformændene, skriver Berlingske Tidende.
"Vi skal ikke sige ja til ministerbiler, når skat og udlændinge ikke er til diskussion. De radikale kan ikke give køb på to så essentielle områder," siger en af de kritiske lokalformænd, Hans Jørgen Skriver fra Billund.
Avisen har foretaget en rundspørge til 44 radikale lokalformænd. Den viser, at 77 procent - omkring tre ud af fire - af lokalformændene mener, det er uacceptabelt, at partiet ikke kan få indflydelse på områder som skat og udlændinge, selvom oppositionen får et flertal ved næste valg.
Den radikale folketingsgruppe har dog stadig ambitioner om at komme i regering, understreger næstformand Morten Østergaard.
"Vi har ingen planer om at ændre på, at vi ønsker en ny regering. Men hvis man vil bruge de radikale stemmer - og vores ambition er at komme i regering - så kræver det indflydelse. Dér er alle politikområder i sagens natur i spil," siger han til avisen.