Der skal langt flere midler til efteruddannelse af de danske skolelærere, hvis politikernes forkromede mål om bedre læseundervisning til de yngste elever skal blive til virkelighed.
Derfor vil de Radikale afsætte halvanden milliard kroner på finansloven til bedre efteruddannelse af folkeskolelærerne, så de kan lære de små poder at læse.
"Lars Løkke har lovet, at han vil lære alle børn og læse inden de går ud af anden klasse. Til det formål har han afsat 150 millioner kroner om året på regeringens finanslovsforslag. Det svarer til 70 kroner per elev i de små klasser om måneden. Og det er der selvfølgelig ingen, der kan lære at læse af," siger finansordfører, Morten Østergaard (R), til Newspaq.
Udmeldingen kommer på dagen, hvor de Radikale fremlægger deres forslag til en finanslov 2010.
De mange penge til bedre efteruddannelse skal findes ved at sløjfe efterlønnen, som partiet ikke lægger skjul på, de vil have en opgør med.
"Vi anviser, hvad man kunne få, hvis man var villig til et opgør med efterlønnen," fastslår Østergaard.