OB fightede sig til endnu et point i Superligaen, selvom det til tider holdt hårdt mod drengene fra kronjylland. To gange var en Randers-mand fri foran mål, men den ene gang forhindrede træværket scoring, mens den anden afslutning mere mindede om et field-goal-forsøg, som vi kender det fra amerikansk fodbold.
Begge hold pressede mod enden for at fremskaffe det afgørende mål, men 10 minutter før tid skulle kampen tage sig en mærkværdig drejning.
»Vi er i Danmark«
En batalje midt på banen mellem Issah Ahmed og Bengt Sæternes blev til en gruppediskussion mellem samtlige spillere. Dommer Thomas Vejlgaard valgte at give en advarsel til de to hovedinvolverede, hvorefter samtalerne alligevel fortsatte. Chris Sørensen fik på det tidspunkt nok af at høre på misforståelserne mellem nordmanden og ghaneseren og sagde således: »Vi er i Danmark« for at få dem til at indse, at kommunikationen var for ringe mellem de to.
Dommeren rakte fluks efter sit røde kort og en forundret Chris Sørensen måtte gå til tidlig omklædning.
»Det er klart, at jeg simpelthen ikke kan leve med en racismesag. Jeg ville jo bare få dem til at spille videre. Det er helt hen i vejret,« sagde Chris Sørensen efter kampen
OB har anket
Odense-klubben nedlagde øjeblikkeligt protest mod det røde kort, og Lars Olsen var efter kampen mildest talt forundret over kendelsen.
»Det er klart, at når vi skal op og prøve at vinde kampen, så ændrede kortet det hele. Jeg synes, det var meget mærkeligt, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at sørge for, at Chris ikke får den karantæne,« sagde Lars Olsen.
’Upassende sprogbrug’ giver en automatisk karantæne på en spilledag.