Sidst på eftermiddagen kulminerede FN's konference om racisme med vedtagelsen af det slutdokument, der har været genstand for omfattende forhandlinger.
Der har til det sidste været stor uenighed mellem Vesten og flere muslimske lande om formuleringerne i dokumentet, der handler om bekæmpelse af racisme, fremmedhad og intolerance.
23 EU-delegerede udvandrede mandag, da Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, var på talerstolen. Blandt meget andet beskyldte han Israel for at være racistisk.
Særligt de afrikanske lande har været meget interesserede i at opnå en aftale ved Durban II, som er konferencens formelle navn.
De muslimske lande har ved arrangementet anlagt en noget roligere tone end Iran.
Konferencen fortsætter ugen igennem og slutter fredag.