Der er ikke brug for symbolpolitik. I stedet er der brug for ressourcer til skoler og børnehaver og flere penge til renovering af boligområder.
Sådan lyder det fra De Radikale, efter at dele af regeringens plan til bekæmpelse af parallelsamfund er blevet offentliggjort de seneste dage.
De Radikale har ikke stor tiltro til, at de forslag, regeringen indtil videre har lagt frem, vil have den ønskede effekt. Nemlig at bekæmpe parallelsamfund.
- Regeringen har indtil videre garneret sin lancering med ganske meget symbolpolitik, siger politisk leder Morten Østergaard (R).
- Der, hvor der for alvor skal laves et langt, sejt træk, er i daginstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser, der kan give unge en god start på livet.
- Det kræver andet og mere end straf til pædagoger og socialrådgivere, siger Østergaard.
Han håber, at regeringen vil komme med "noget mere tungtvejende", når det samlede udspil præsenteres torsdag.
Morten Østergaard har for nylig overnattet i udsatte boligområder som Gellerupparken i Aarhus. Formålet var at blive klogere på virkeligheden i de såkaldte ghettoer.
I den forbindelse har han skiftet holdning til den bandepakke, som blev vedtaget som reaktion på bandekonflikten sidste år, men som De Radikale stemte imod.
Han tror dog ikke, at han kommer til at skifte mening om ghetto-forslagene.
- Når jeg kan høre på både politiet og beboerne, at de er glade for de redskaber, politiet har fået (med bandepakken, red.), så erkender jeg gerne, at det var en fejl, at vi ikke stemte for.
- Men tilsvarende vil det være en fejl, hvis man ignorerer det klare budskab om, at det nu er på tide, at man prioriterer det forebyggende arbejde og den tidlige indsats, siger Morten Østergaard.
Han håber, at regeringens samlede plan vil indeholde et forslag om at lade Landsbyggefonden bruge flere midler på at renovere de almene boligområder.
- Man er lige nu begrænset voldsomt - for eksempel i Gellerupparken - af, at der ikke er afsat ressourcer nok, til at man kan gennemføre sin helhedsplan, siger Østergaard.
/ritzau/