I dag fik Line Baun Danielsen Landsrettens ord for, at Se & Hør, Ekstra Bladet og B.T. har krænket hendes privatliv ved at skrive, at hun havde købt en lejlighed, inden skilsmissen fra Jan Bartram var offentlig kendt.
60.000 kroner skal de tre medier tilsammen betale tv-værten i tort-erstatning.
En dom, som Se & Hørs chefredaktør Henrik Qvortrup absolut ikke er enig i.
- Det gik ikke, som jeg ønskede mig. Men jeg hæfter mig dog ved, at en af de tre landsretsdommere var uenige i dommens udfald netop fordi, at vi har at gøre med en kendt dansker, som selv har delt ud af sit privatliv, udtaler Henrik Qvortrup til Avisen.dk.
Han overvejer da også at anke sagen.
- Jeg sidder netop nu og diskuterer med min advokat, om vi eventuelt skal føre sagen videre til en højere retsinstans, forklarer Henrik Qvortrup.
Line Baun Danielsen og hendes eksmand Jan Bartram havde i første omgang krævet 300.000. kroner i erstatning. Den sag tabte de i byretten. Men Line Baun Danielsen valgte at anke sagen til landsretten.
- Den står 1-1 nu, men med vægt i vores favør. Line Baun Danielsens astronomiske krav på 300.000 kroner viser da også hendes egen urealistiske selvindsigt. 20.000 kroner er dog mange penge for os, når vi bare skriver, at hun har købt en lejlighed - en oplysning som er offentlig tilgængelig, konkluderer Henrik Qvortrup.
Line Baun Danielsen er efter måneders uvished om dommens udfald meget lettet.
- Jeg er lettet og glad over dommen i landsretten, siger Line Baun Danielsen til Avisen.dk.