Skrevet i samarbejde med Mia Christensen, mich@avisen.dk
Tv-værten Line Baun Danielsen har vundet en ankesag over Ekstra Bladet, B.T. og Se & Hør.
Line Baun Danielsen havde stævnet de tre mediers chefredaktører, fordi de sidste år skrev, at hun havde købt en ny lejlighed alene, og dermed flyttede fra Jan Bartram.
Line Baun mente, at der var tale om en krænkelse af hendes privatliv og stævnede sammen med Jan Bartram de tre medier.
Det blev i første omgang afvist af byretten, men nu har hun landsrettens ord for, at medierne gik langt over stregen.
De tre medier skal tilsammen betale hende 60.000 kroner i erstatning og dække sagens omkostninger på 64.800 kroner.
Desuden skal redaktørerne Bent Falbert, Arne Ullum og Henrik Qvortrup hver betale 20 dagbøder af 500 kroner stykket, mens de journalister, der skrev historien, hver skal betale 10 dagbøder af 500 kroner stykket.
Erstatningen er langt dog mindre end de 300.000 kroner, som Line Baun Danielsen havde krævet.
Afgørelsen vedrører kun Line Baun Danielsen, da Jan Bartram ikke ønskede at gå videre efter nederlaget i byretten.