Mathilde Justesen Ranners
Opdateret kl. 17:08
Den 8. november skal en række kendte danskere igen samle nøgler på det franske Fort Boyard i underholdningsprogrammet "Fangerne på fortet".
Og der er en række opsigtsvækkende navne på deltagerlisten - blandt andre tidligere formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard. Det afslører Nordic Entertainment Group i en pressemeddelelse.
Den 74-årige politiske nester skal dyste sammen med Venstre-veteranen Karen Ellemann og chefredaktør på Ekstra Bladet Henrik Qvortrup.
Det populære program er kendt for at udfordre kendte danskere i alt fra at udføre svære fysiske opgaver til at spise klam mad.
Ud over den politisk engagerede trio bliver sløret også løftet for en række realitystjerner, som de skal konkurrere imod.
Et af holdene består af den bageglade Micki Cheng og influenten Mascha Vang, som netop nu kan ses i årets udgave af "Vild med dans".
Deres hold fuldendes af endnu en danseglad kendis, nemlig tv-værten Kristian Bech, som deltog i 17. sæson af dansekonkurrencen.
Der er i alt 16 hold, og de resterende 12 hold vil løbende blive offentliggjort.
Programmet får premiere på Viaplay den 8. november.
/ritzau/
Af Mathilde Justesen Ranners, Ritzau Fokus