Han nægter sig skyldig, men det var dommeren i Retten i Viborg ligeglad med.
Den 41-årige betjent fra Silkeborg, der er sigtet for at have påsat en række brande, er nu blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Politibetjenten blev fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre, og han prøvede ifølge Berlingske Tidende at forklare sig til dommeren, der altså vurderede, at der er grundlag for at holde manden bag tremmer.
Den 41-årige mand, der har været betjent i 15 år, blev anholdt tirsdag aften og sigtet for flere af de brande, der har hærget Silkeborg-bydelen Balle siden midten af januar.
En af sigtelserne lyder på, at han skulle have sat ild til sit eget hus med forsikringssvindel for øje.