En pyroman har tilsyneladende været på spil i Sønderborg i nattens løb, hvor intet mindre end fire brande blev påsat.
To af brandene opstod i kollegieejendomme, hvor der blevet sat ild til nogle reklamer. Derudover blev der sat ild til en container og til byggematerialer.
Alle brandene blev slukket med hjælp fra beboere og brandvæsen.
Der er dog hverken opstået materiel- eller personskade i forbindelse med brandene, men derfor skaber nattens hændelser alligevel utryghed i byen.
"Det er ubehageligt, hvis vi har en pyroman løs, der render rundt og sætter ild, hvor personen nu kommer forbi. Så vi er selvfølgelig interesserede i at høre fra folk, hvis de har set eller hørt noget mistænkeligt," siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til Newspaq.
Politiet har sikret sig spor og er her til morgen i fuld gang med at efterforske sagen.