Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, under sin tur til Moskva, hvor Macron søndag overværer Frankrig spille i finalen ved VM i fodbold.
Det siger en unavngiven kilde i det franske præsidentkontor.
Macron og Putin taler regelmæssigt i telefon og har mødtes i forbindelse med topmøder i løbet af det seneste år. Men der er store uenigheder mellem dem i spørgsmål om blandt andet krigen i Syrien og konflikten i Ukraine.
Begge præsidenter kommer til at overvære finalekampen fra præsidenttribunen på det stadion i Moskva, hvor kampen spilles søndag.
Tidligere onsdag sagde russiske embedsmænd til nyhedsbureauet RIA, at Putin og Macron formentlig skulle mødes i forbindelse med VM-finalen, hvor Frankrigs landshold møder enten England eller Kroatien.
Det er dog endnu ikke helt på plads, om mødet kommer til at finde sted i Kreml eller på stadion.
I modsætning til Macron har den britiske regering besluttet at boykotte fodbold-VM i Rusland og ikke deltage, hvis England skulle gå videre til finalen.
Briterne beskylder styret i Moskva for at være bag giftangrebet på den tidligere russiske dobbeltagent Sergej Skripal i marts.
Dagen efter søndagens VM-finale mødes Putin med den amerikanske præsident, Donald Trump, i Finlands hovedstad, Helsinki.
Mandagens møde bliver det første bilaterale møde mellem Trump og Putin.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.