Den russiske præsident, Vladimir Putin, har en tæt mødekalender i weekenden, selv om han mandag skal til topmøde med USA's præsident, Donald Trump, i den finske hovedstad, Helsinki.
Trump tilbringer weekenden i sit Golf-resort i Skotland, men Putin har travlt med møder med besøgende ledere.
Søndag er der VM-finale i fodbold i Moskva, den russiske hovedstad, mellem Frankrig og Kroatien, og flere ledere er i byen for at se finalen.
Men lørdag har Putin også travlt med storpolitik. Han mødtes tidligere på dagen med lederen af det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas.
Tidligere på ugen mødtes han med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, der var i Moskva og se semifinalen mellem England og Kroatien.
Putin mødtes også lørdag med Sudans præsident, Omar al-Bashir, der er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol i Haag, der vil have ham anholdt for folkedrab i Darfur.
Rusland anerkender ikke anholdelsesbegæringen.
Også Igor Dodon, præsident for den tidligere sovjetrepublik Moldova, og den afrikanske stat Gabons leder, Ali Bongo Ondimba, skal lørdag mødes med Ruslands præsident.
Det ventes, at Putin vil overvære VM-finalen, og her mødes med lederne for de deltagende lande, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Kroatiens præsident, Kolinda Grabar-Kitarovic.
Qatars emir, Tamim bin Hamad al-Thani, ventes også til Moskva. Qatar er vært for næste VM i 2022.
Desuden er det ventet, at Ungarns fodboldgale premierminister, Viktor Orbán, mødes med Putin.
/ritzau/dpa