Beskyldningerne om, at den syriske regering har anvendt kemiske våben, er det "rene vrøvl", siger Ruslands præsident Vladimir Putin.
Putins udtalelse kommer, efter at USA's udenrigsminister, John Kerry, fredag aften fremlagde en efterretningsrapport for at bevise, at det var det syriske regime, der stod bag et voldsomt giftgasangreb i udkanten af Damaskus 21. august.
Den russiske præsident opfordrer USA til at fremlægge sine beviser i FN's Sikkerhedsråd, hvor Rusland som permanent medlem hidtil har blokeret for resolutioner, som skulle have fordømt Assad-styret i Damaskus.
Putin mener, at det ville være "ekstremt sørgeligt", hvis USA indleder en militæraktion mod Syrien.
Samtidig minder han den amerikanske præsident, Barack Obama, om, at denne som modtager af Nobels fredspris bør overveje den pris, ofrene for sådan et militært angreb vil betale.
På et pressemøde i Det Hvide Hus sagde Obama sent fredag aften, at USA "overvejer et smalt og begrænset angreb på Syrien".
I næste uge tager Obama sammen med stats- og regeringschefer fra hele verden til Sankt Petersborg i Rusland for at deltage i G20-topmødet, hvor Putin som topmødevært vil have sat Syrien højt op på dagsordenen.
Dog kommer Putin og Obama ikke til at holde et bilateralt topmøde efterfølgende. Det har Obama aflyst, efter at Rusland har givet den afhoppede amerikanske efterretningsmand og it-specialist Edward Snowden asyl.
/ritzau/Reuters