Et billede siger mere end tusind ord. Men nogle gange kan et billede også vise noget, der måske ikke helt er sandheden.
Det mener i hvert fald sangerinden Nicole Scherzinger fra gruppen Pussycat Dolls. Hun blev nemlig i september fotograferet i gang med at kindkysse med sangeren Chris Brown, og det sparkede straks gang i rygterne om, at der skulle være noget imellem de to.
Men sangerinden, der er i et forhold med den britiske Formel 1-racerkører Lewis Hamilton, insisterer på, at hun kun er venner med Chris Brown.
Og efterhånden er hun godt træt af alle de rygter, der svirrer om hendes forhold.
- Der er altid folk, der tror et eller andet, eller som tager et billede. Det er ikke sandt. Du og din partner ved, hvad sandheden er, siger Nicole Scherzinger til The Sun.
- Chris Brown og jeg er bare venner. Jeg har kendt ham siden han var yngre end 16. Vi snakkede bare. Selv min mor sagde, hun havde set et billede af os, fortæller sangerinden.
I sommeren var det Scherzingers kæreste, Hamilton, der var offer for utroskabsrygter. Her skrev medierne, at han havde festet med en gruppe piger i London.
- Det var det samme med Lewis, da nogle piger sad i lobbyen på hans hotel. Var det ikke muligt, at de bare skulle til samme fest, spørger hun.