Et nyt kendt ansigt kommer snart til at pryde tv-skærmen på DR, når aftenshowet vender tilbage. Puk Elgaard tager turen til København og erstatter den tidligere vært Lasse Eskildsen.
Puk, der tidligere har lavet programmer som 'Hokus Krokus', 'Uventet Besøg' og 'Den Store Mission' glæder sig til at sende liveprogrammer direkte fra Rådhuspladsen, som danner rammen for Aftenshowet.
"Jeg glæder mig meget til mit nye job. Det er noget helt andet, end det jeg plejer at lave. Jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med mine nye kolleger. Allermest glæder jeg mig til at komme tilbage til København," siger Puk Elgaard til B.T.
Puk vil påbegynde sit nye job efter sommerferien, hvor hun skal arbejde sammen med de nye kolleger Sisse Fisker, Louise Wolff, Lise Rønne og Mads Steffensen.
Aftenshowet vender tilbage på skærmen den 3. august og sender i en sommerudgave fra Amager Strandpark. Derefter vender showet tilbage til de faste rammer på Rådhuspladsen fra den 17. august.