Norge er blevet ramt af en tragedie, hvor en politibetjent er blevet stukket ihjel.
Den 58-årige politibetjent Olav Kildal ankom onsdag aften sammen med en kvindelig kollega til et hus i Mo i Rana i Midtnorge, hvor de helt rutinemæssigt skulle hente en psykiatrisk patient til indlæggelse.
I stedet overfaldt den psykisk syge mand, der boede i huset, den 58-årige politibetjent og stak ham til døde.
"De blev overrasket, da de kom ind af døren. Det ser ud til, at den afdøde er blevet udsat for flere knivstik, og at han døde øjeblikkeligt," siger politimester Håvard Fjærli til norske VG Nett.
Kvinden formåede at redde sig uskadt ud af lejligheden og var i chok, mens der gik halvanden time, før politiet kunne komme ind i lejligheden og hente den 58-årige Kildal ud. Han blev erklæret død, så snart han ankom til hospitalet lidt over klokken 18 onsdag aften.
Den psykisk syge mand forskansede sig herefter i sit hjem, og først tidligt torsdag morgen, da det lokale politi havde modtaget forstærkning fra Bodø, stormede man huset.
"Politiet var tungt bevæbnet og havde skjold og hjelme. Der var også flere hundepatruljer til stede," fortæller Scanprix-fotograf Håkan Mosvold Larsen til NTB.
Manden er nu blevet anholdt, oplyser politiet.
Den dræbte politibetjent efterlader sig en forlovet og to børn.