Den 32-årige massemorder Anders Behring Breivik kommer til at sidde på anklagebænken for drab på 77 mennesker. Det slår direktøren for den norske domstolsadministration fast.
Det sker på trods af retspsykiaternes rapport, der konkluderer, at Anders Behring Breivik var utilregnelig i gerningsøjeblikket.
"At Behring Breivik erklæres utilregnelig vil ikke have nogen væsentlig betydning. Alt tyder på, at sagen bliver afviklet på samme måde og lige så omfattende, som var det er ordinær straffesag," siger direktør for domstolsadministrationen Tor Langbach til VG Nett.
Men på trods af, at Anders Behring Breivik skal på anklagebænken i en ordinær straffesag, så kommer sagen til at blive meget anderledes end andre straffesager.
"Det, der vil adskille sig fra en almindelig sag er, at bevisførelsen, der er knyttet til strafudmålingen vil blive noget anderledes, men det er op til anklagemyndigheden at afgøre," siger direktøren til det norske medie.
Massemorderen slog først otte mennesker ihjel ved at detonere en bombe i det centrale Oslo. Kort efter skød han løs mod unge socialdemokrater på øen Utøya og dræbte 69.
Kilde:VG Nett