Selv om den brasilianske fodboldstjerne Neymar har kostet Paris Saint-Germain svimlende 1,65 milliarder kroner, så er den franske klub overbevist om, at aftalen giver god mening økonomisk.
Sådan lyder meldingen fra klubpræsident Nasser Al-Khelaifi.
- Jeg synes ikke, at det er dyrt. Jeg er overbevist om, at vi kommer til at tjene flere penge med ham, lyder det fra klubpræsidenten.
Og noget kan tyde på, at han får ret. I hvert fald har en PSG-trøje med Neymars navn bagpå været populær siden skiftet.
Tilhængere af det franske hold har blandt andet stået i kø ved klubbens officielle fanshop for at købe trøjen med Neymar og nummer 10 på ryggen.
- Det handler om to forskellige brands. Vi kombinerer Neymars brand med PSG's brand, siger Nasser Al-Khelaifi om nyindkøbet.
Og der er ingen tvivl om, at Neymar er et attraktivt brand. Den 25-årige brasilianer har 30 millioner følgere på Twitter, 60 millioner følgere på Facebook og hele 78 millioner følgere på Instagram.
Det er kun overgået af den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo.
- Med Neymar kommer PSG til at sælge en masse trøjer, og den kommer til at have en masse kommercielle samarbejder i Frankrig og resten af verden.
- Men det er svært at måle, hvor meget klubben kommer til at tjene, siger Jean-Pascal Gayant, der er økonomiprofessor på University of Le Mans.
Neymar er med skiftet til PSG blevet verdens dyreste fodboldspiller.
Beløbet på 1,65 milliarder kroner er mere end dobbelt så højt som det beløb, Manchester United sidste år gav for franskmanden Paul Pogba, og som indtil for nylig var fodboldhistoriens dyreste handel.
Neymars nye klub spillede lørdag sæsonens første kamp i den franske liga.
Her blev det til en 2-0-sejr over Amiens efter scoringer af Edinson Cavani og Javier Pastore. Neymar måtte nøjes med at se med fra tribunen, da han ikke havde fået flyttet sin spillerlicens i tide til at indgå i truppen.
/ritzau/AFP