Det kommer bag på de it-ansattes fagforening, Prosa, at it-giganten CSC i dag har meldt ud, at de fyrer 450 af deres medarbejdere i Norden.
Alene i Danmark ventes det, at der skal nedlægges 350 af stillingerne.
"Der er jo meldt ud, at der skal være alle de her mange, mange fyringer, som er flere, end vi havde ventet. Vi havde ventet fyringer, men ikke så stor en fyringsrunde," siger næstformand i Prosa, Hanne Lykke Jespersen, til Newspaq.
Forhandlingerne om, hvordan fyringerne kommer til at ramme, starter nu og kommer til at foregå henover de næste par måneder.
Her vil Prosa forsøge at gennemskue, om de udmeldte 350 stillinger er det rigtige tal, samt sikre vilkårene for deres medlemmer, forklarer næstformanden.
"Vi vil forsøge at sikre, at det sker på den bedst mulige måde. Både for dem, der skal fyres, og dem, som skal blive, at de alle får gode muligheder for at komme videre, fordi det her er jo meget belastende for alle i organisationen," understreger Hanne Lykke Jespersen.
Medarbejderne blev orienteret om den store fyringsrunde onsdag morgen.
Ifølge it-giganten selv håber de, at nogle af stillingerne fases ud via frivillige aftrædelsesordninger for ansatte tæt på pensionsalderen, men det kan også meget vel ende med, at der er folk, som vil blive direkte afskediget. Det fortæller CSC's public relations officer, Kim Ege Møller, til Newspaq.