Det spanske senat har fredag gjort klar til at regere selstyreregionen Catalonien fra Madrid ved at vedtage paragraf 155 i den spanske forfatning.
En spansk overtagelse af den lokale regering i Catalonien kan dog blive mødt af civil ulydighed fra lokale embedsmænd.
Det vurderer forsker ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet Morten Rievers Heiberg.
- Spanien kan nu gå ind og overtage den udøvende magt i Catalonien. Det handler om regeringsfunktioner, politiets funktioner og administrative og økonomiske forhold. Men det kræver, at de samarbejder med de lokale, siger han.
- Det store spørgsmål er, hvordan lokaladministrationen i Catalonien vil reagere. Løsrivelsespartierne har allerede sagt, at administrationen skal udvise civil ulydighed, fortsætter han.
Vedtagelsen af artikel 155 betyder, at den spanske premierminister, Mariano Rajoy, får muligheden for at regere Catalonien fra Madrid.
Rajoy samler sin regering klokken 18 dansk tid fredag og ventes at vedtage de første foranstaltninger.
Men regeringen skal ikke forvente, at de lokale embedsmænd vil tage imod initiativerne med glæde.
- Store dele af statsapparatet i Catalonien er blevet det, som man med et fint ord kalder "catalaniseret", siger Morten Rievers Heiberg.
- Det vil sige, at væsentlige stillinger på mange områder er givet til folk, som er loyale over for de partier, som separatisterne repræsenterer, siger han.
Beslutningen i senatet blev truffet, kort efter at Cataloniens parlament havde vedtaget at erklære regionen uafhængig af Spanien.
70 medlemmer af Cataloniens parlament stemte for uafhængighed.
Krisen bliver et hårdt slag for det spanske samfund, mener Morten Rievers Heiberg.
- Vi kan få to konkurrerende statssystemer i Spanien, som bekæmper hinanden, og har hver sin legitimitet, siger han.
- Det er et skræmmende perspektiv, at vi på den måde får en stat i staten, ikke kun for Spanien, men også for andre dele af Vesteuropa, der har lignende kvaler, siger han.
/ritzau/