Små elever på én skole og store elever på en anden skole. Det er virkeligheden i flere og flere kommuner.
Men faktisk ved vi ikke meget om, hvorvidt opdelingen af folkeskolen er en god ide.
Det siger professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet
"Der er faktisk ikke meget forskning om det, så vi kan ikke sige noget præcist om, hvad effekten er. Men det går hånd og hånd med, at lærerne bliver mere specialiserede," siger Per Fibæk Laursen til Newspaq.
Ifølge Per Fibæk Laursen ligner opdelingen i børne- og ungeskoler en spareøvelse.
"Man kan nå et kompromis mellem det at få større og dermed billigere skoler for de ældste elever og så imødekomme forældrenes ønske om at have skolerne tæt på, når børnene er små," siger han.
Han mener dog, at der er sund fornuft i at bruge flest ressourcer på de første skoleår.
"Det er klart, at de små elever har mest brug for at have skolen tæt på og have et lille beskyttet miljø," siger han.
I Glostrup kan kommunen ifølge Jyllands-Posten spare 11 millioner kroner om året på at samle alle de største elever - fra 6. til 10. klasse - på én skole.
Per Fibæk Laursen kan dog også se pædagogiske grunde til at opsplitte folkeskolen.
"Måske ligger der en effekt i, at når eleverne rykker op, så opleves det som en glædelig begivenhed, hvor man kommer ind i et andet miljø," siger han.