Allers interne undersøgelse af, hvad der er foregået på Se og Hør i forbindelse med den såkaldte tys-tys kilde har skabt en kringlet situation, og den kan komme til at blokere for en del at politiets efterforskning af sagen.
Det fortæller professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, i en mail til Ritzau.
Flere personer er sigtet i sagen om udlevering af kendtes og kongeliges kreditkortoplysninger til ugebladet, og i sidste uge meddelte den såkaldte tys-tys kilde, at han ikke vil lade sig afhøre af politiet, så længe Allers egen undersøgelse står på.
Og det er der intet forkert i, slår Jørn Vestergaard fast.
- Ligesom enhver anden er tys-tys kilden i sin gode ret til ikke at udtale sig til nogen som helst, udtaler han.
Jørn Vestergaard understreger samtidig, at der intet er galt i, at Aller har iværksat sin egen undersøgelse, der bliver ledet af advokat Henrik Stagetorn.
- Men det kan nu godt være særdeles uheldigt, hvis nogle af nøglepersonerne udtaler sig til Stagetorns hold, før politiet kommer ind i billedet.
- For på den måde kan deres senere forklaringer under afhøring blive påvirket, hvad enten dette sker bevidst eller ubevidst. Dels kan de jo øve sig på advokaten, hvis de ikke har rent mel i posen, dels kan erindringsforskydninger sætte sig fast, når de én gang er kommet til udtryk, forklarer han.
Fredag oplyste Københavns Vestegns Politi, at man om nødvendigt vil kræve oplysninger, der kommer frem i undersøgelsen udleveret ved hjælp af en dommerkendelse.
Det tvivler professoren dog på vil ske, da de, der udtaler sig til undersøgelsen, har ret til ikke at udtale sig til politiet. Men især for nuværende ansatte i Aller kan det være svært at nægte at udtale sig til undersøgelsen.
- Så derfor kan deres forklaringer til advokaten indeholde oplysninger, som de ikke ville afgive under afhøring. Jeg kan ikke forestille mig, at domstolene vil gå med til at afsige kendelse om udlevering af materialet, og jeg tvivler på, at politiet vil forsøge sig med den fremgangsmåde.
Han peger desuden på, at advokat Henrik Stagetorn er havnet i noget af en dobbeltrolle. Han er hyret af Aller, som betaler for undersøgelsen, men er samtidig garant for, at sagen undersøges saglig og redeligt.
- Det er nok en lidt svær balancegang, hedder det fra Jørn Vestergaard.
Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Henrik Stagetorn.
/ritzau/