Alle 13 personer om bord på et privatfly, der søndag styrtede ned i Mexico, er omkommet.
Det oplyser den lokale regering i den mexicanske delstat Coahuila.
Flyet styrtede ned, efter at det fløj af sted fra den amerikanske by Las Vegas med retning mod Monterrey i det nordlige Mexico.
Der var 13 personer - ti passagerer og tre besætningsmedlemmer - om bord på flyet, og der er ikke fundet overlevende.
Flystyrtet skete søndag, men først mandag er der kommet oplysninger ud til offentligheden om ulykken.
Flyets vrag er blevet fundet ved hjælp af luftbilleder. Det ligger godt 200 kilometer nordvest for byen Monclova i Coahuila, der grænser op til USA.
Myndighederne er natten til tirsdag dansk tid nået frem til vraget, som befinder sig i et sværttilgængeligt, bjergrigt områder. Det fortæller en talsmand for beredskabet i Coahuila.
Et billede bragt af den lokale tv-station Milenio viser angiveligt de brændte rester af flyets vrag spredt ud over jorden.
Det canadiske koncern Bombardier Inc oplyser i en meddelelse, at der er tale om et af koncernens Challenger 601-fly.
Der er endnu ingen officielle oplysninger fra myndighederne om de personer, der var om bord på privatflyet.
Ifølge mexicanske mediers oplysninger er de omkomne mellem 19 og 57 år gamle.
Avisen Diario de Yucatan skriver, at en af de omkomne er den 55-årige erhvervsmand Luis Octavio Reyes Dominguez, hans kone og deres tre børn.
Passagererne var på vej tilbage fra blandt andet at have set en boksekamp mellem Saul "Canelo" Álvarez og Daniel Jacobs. Kampen fandt sted i Las Vegas lørdag aften lokal tid.
Flyet lettede fra Las Vegas søndag eftermiddag og skulle efter planen ankomme til Monterrey søndag aften. Men flyveledere mistede kontakten til flyet, da det befandt sig over Coahuila.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters