Det vil fra næste år blive dyrere at køre med bus, tog og metro på Sjælland.
Fra 15. januar 2023 sættes priserne op, så det i gennemsnit bliver 4,9 procent dyrere at køre med offentlig transport sammenlignet med i år.
Det oplyser Din Offentlige Transport (DOT), der består af trafikselskaberne DSB, Metroselskabet og Movia, i en pressemeddelelse.
Taksterne stiger især for korte rejser på rejsekort og pendlerkort.
Til gengæld bliver pendlerkort til lange rejser ikke dyrere. Og mange enkeltbilletter bliver billigere end i dag.
Forklaringen er de generelle prisstigninger på blandt andet brændstof og el, som også påvirker trafikselskaberne.
- Ligesom alt andet stiger omkostningerne til at levere god kollektiv transport også markant i øjeblikket, siger bestyrelsesformand i DOT Marlene Holmgaard Friis i pressemeddelelsen.
- Det sker efter flere år, hvor priserne har været holdt i ro, men nu er det nødvendigt i gennemsnit at lade dem stige.
- Det bliver dog med de nye priser relativt billigere at rejse langt med den kollektive transport og på den måde mere attraktivt at lade bilen stå og tage kollektiv transport, siger hun.
De nye priser betyder blandt andet, at kunder, der bruger et almindeligt rejsekort, vil opleve, at en rejse i tre zoner på rejsekort stiger med 2 kroner til 23,50 kroner.
Imens vil kunder, der rejser på enkeltbilletter, fra næste år opleve et prisfald, hvis de rejser længere end to zoner. For eksempel bliver en enkeltbillet til tre zoner seks kroner billige, når prisen falder fra 36 kroner til 30 kroner.
Det er Trafikstyrelsen, som hvert år fastsætter, hvor meget priserne i offentlig transport maksimalt må stige. Det sker med takststigningsloftet.
Når priserne står til at stige 4,9 procent, er der tale om den højeste gennemsnitlige stigning, siden takststigningsloftet trådte i kraft i 2008.
Også Midttrafik, der står for en del af den offentlige trafik i det midtjyske, har besluttet at lade priserne stige fra næste år. Det oplyste selskabet i september.
For eksempel stiger priserne på pendlerkort i Midttrafik mellem 6 kroner og 60 kroner per måned afhængig af zoneantal.
Hvorvidt andre trafikselskaber følger efter, vides endnu ikke.
/ritzau/