Noget kunne tyde på, at det svenske kongehus skal til at passe lidt på med, hvem de omgiver sig med.
De seneste uger er skandalen om den yngste prinsesse Madeleines forlovedes dobbeltliv og utroskab blevet rullet ud.
Og nu viser det sig, at en tidligere ansat, den ældste prinsesse Victorias livvagt, er blevet idømt seks års fængsel for en grov voldtægt.
Ifølge det svenske dagblad Ekspressen bandt den 49-årige mand sidste år en kvinde til en stol i et sommerhus, hvor han voldtog og torturerede hende i flere timer.
Det lykkedes til sidst kvinden at tilkalde politiet, men da de nåede frem, havde manden truet kvinden med, at han ville brække nakken på hendes søn, hvis hun fandt på at anmelde ham.
To dage senere var livvagten på arbejde, hvor han passede på den svenske forsvarsminister. Men så kom der nye informationer frem i sagen, og han blev sigtet.
Parret havde mødt hinanden fire måneder før episoden på en dating-side på nettet og havde aftalt at tilbringe weekenden i sommerhuset. Det fik fatale konsekvenser for kvinden.
"Jeg er tilfreds med dommen, men det er ikke nogen sejr. Det er en tragedie," udtaler hun gennem sin advokat til Expressen.