Kronprinsesse Marys bedste veninde og brudepige, Amber Petty fra Australien, har tidligere gjort sig bemærket i australske medier. Nu fortæller hun ifølge News.com på sin blog, hvordan hun for en måned siden var ved at blive offer for en såkaldt drug-rape - da en fremmed mand tilsyneladende kom stoffer i hendes drink.
Amber var ude og drikke med nogle kolleger, men efter blot en enkel drink blev hun dårlig.
- Vi blev distraheret et øjeblik og opdagede så, at det irriterende jakkesæt, der havde stået ved vores bord, var gået over til et andet bord, hvor det så ud til, at han var ved at imponere sine venner med sine forsøg på at imponere os piger. Eller var han? skriver Amber Petty.
Efterfølgende blev hun kørt væk og kastede op i bilen, fortæller hun.
Beviser på sex
På sin blog fortæller Amber skrækhistorier om flere veninder og kolleger, der har fået blackout i en bar.
- De historier kommer fra ganske almindelige kvinder, som ikke finder på undskyldninger for mærkelig adfærd, men som husker, at de det ene øjeblik havde det helt fint og det næste vågnede op med en grim følelse af (og sikre beviser) på, at de havde haft sex med en fremmed, skriver Marys veninde.
Amber Petty arbejder for tiden på en radiostation i Adelaide syd for Sydney.