Den svenske prinsesse Madeleine har født en datter.
Prinsessen nedkom torsdag klokken 22.41 i den amerikanske storby New York.
Både mor og datter har det godt, oplyser det svenske kongehus på sin hjemmeside.
Det er Madeleine og hendes mand, Christopher O'Neills, første barn.
I den aktuelle svenske tronfølge er Madeleine nummer fire efter kronprinsesse Victoria, prinsesse Estelle og prins Carl Philip.
Prinsesse Madeleine og Chris O'Neill oplyste tidligere i år, at de havde bestemt sig for, at deres førstefødte barn skulle komme til verden i USA, ikke i Sverige.
Allerede i november fortalte prinsessen til pressen, at hun ventede sig en datter, og det satte øjeblikkeligt gang i spekulationer om, hvad barnet skal hedde.
Blandt favoritterne er ifølge svensk presse Elouise og Desirée.
Den svenske prinsesse forlovede sig oprindeligt med svenske Jonas Bergström i 2009, men forlovelsen blev brudt året efter.
Inden da havde pressen skrevet om partnerens sidespring.
Efter bruddet flyttede Madeleine til New York, hvor hun har arbejdet frivilligt på fuld tid for World Childhood Foundation.
I New York blev hun kæreste med den britisk-amerikanske finansmand Chris O'Neill, som hun giftede sig med i Slotskirken i Stockholm 8. juni sidste år.
/ritzau/