Prinsesse Diana kæmpede med nærgående og påtrængende paparazzifotografer, da hun levede, men prinsessen fik hjælp fra en uventet kant til at tackle de mange fotografer.
Til premieren på filmen "Backdraft" mødte hun Hollywood-skuespilleren Kurt Russell, der tilbød hende at bo hos ham på sin ranch i Colorado, hvis hun fik brug for det. Det fortæller skuespilleren i det amerikanske talkshow "The Late Late Show with James Cordon"
- Jeg sad mellem Lady Diana og prins Charles. Det var en interessant oplevelse på det tidspunkt, griner han.
- I løbet af aftenen kom vi til at tale om paparazzifotograferne, som hun skulle håndtere, og jeg nævnte, at vi havde en ranch i Colorado, der måske kunne været et fint sted at søge væk, siger Kurt Russell i showet.
Der gik dog nogle år, før prinsessen benyttede sig af tilbuddet. Opholdet blev arrangeret af prinsesse Dianas daværende svigerinde Sarah Ferguson, der kendte Goldie Hawn, som Kurt Russell har dannet par med i mange år.
- Hun (prinsesse Diana red.) tog drengene med og blev der i ti dage og havde det godt, siger Kurt Russell.
Skuespilleren var ikke selv hjemme under besøget, men husholdersken fik et helt særligt forhold til den royale familie.
- Vores husholderske Bonnie blev meget tæt med hende, og hver jul fik hun et fint julekort fra Diana, siger han.
Prinsesse Diana blev briternes darling, da hun giftede sig med prins Charles. I 1992 blev det royale par separeret, men forinden havde de fået to sønner - prins William og prins Harry.
Prinsesse Diana døde på tragisk vis i en bilulykke i Paris den 31. august 1997.
/ritzau/FOKUS