Prins Harry fortsætter, hvor hans mor slap. Prinsesse Diana gjorde meget for at nedbryde stigmaet omkring hiv-smittede, og mange så det som et gennembrud, da hun kyssede en dødeligt syg patient på kinden i 1989.
Nu har prinsen så besøgt det samme specialhospital I London for hiv-smittede, som hans mor var på hele 17 gange, og her talte han med flere alvorligt syge patienter. Det skriver britiske The Telegraph.
Og talen faldt ofte på prinsesse Diana, som medarbejderne på hospitalet stadigvæk er dybt taknemmelige overfor.
- Hun kom på et vigtigt tidspunkt. Før hende ville de lokale frisører ikke klippe hospitalets medarbejdere, banker ville ikke tage mod vores penge, tandlæger ville ikke behandle personalet og der blev kastet sten gennem vores vinduer hele tiden, fortæller Kerry Reeves-Kneip, der er fundraisingdirektør for hospitalet, og fortsætter:
- Efter at billedet af hende, der giver vores patient hånden og kysser ham på kinden, blev vist over hele verden, ændrede tingene sig.
Under sit besøgt talte prins Harry med flere af de sygeste patienter, der kæmper med skader i hjernen, selvom hiv-behandlingen er blevet langt bedre med tiden.
- Han mødte en af vores allermest syge patienter, og det berørte ham, hvor hårdt hiv kan være for de smittede, fortæller Reeves-Kneip, der særligt fremhæver en af de patienter, der mødte prinsen:
- En af dem, han mødte, er en 26-årig kvinde, som mødte prinsesse Diana på Great Ormond Street-hospitalet, da hun var to år gammel.
Prins Harry står selv bag velgørenhedsorganisationen Sentebale, som hjælper hiv-smittede børn i det lille afrikanske land Lesotho, men det er første gang, at han har besøgt et britisk hiv-hospital.
/ritzau/FOKUS