Prins Henriks søster Catherine er på vej til Danmark for at besøge sin bror.
Det oplyser prinsens bror Étienne de Monpezat til Ekstra Bladet.
- Hun ankommer snart til Danmark, og jeg ser frem til høre nyt fra hende, fortæller broren til Ekstra Bladet.
Ifølge mediet er Catherine, der er født i 1946, nonne ved Søsterordenen Notre Dame de Calvaire i den franske by Toulouse.
Hun boede ifølge Ekstra Bladet sammen med prins Henrik i London i 1960'erne, hvor han arbejdede som diplomat.
Prins Joachim er lørdag på besøg hos sin far, prins Henrik, der er indlagt på Rigshospitalet.
Med sig har han sine to ældste sønner, prins Nikolaj og prins Felix.
Ifølge BT og Ekstra Bladet er hofmarskal Michael Ehrenreich også til stede på Rigshospitalet lørdag.
Det er anden gang, at prins Joachim besøger sin syge far efter fredagens melding om prins Henriks forværrede tilstand.
Fredag eftermiddag var han også på besøg. Ligeledes sammen med prins Nikolaj og prins Felix.
Fredag aften besøgte kronprins Frederik sin far sammen med kronprinsesse Mary og dronning Margrethe.
Kronprinsen fløj fredag hjem fra de vinterolympiske lege i Sydkorea for at besøge sin far, hvis tilstand fredag morgen af hoffet blev beskrevet som at være "alvorligt forværret".
Den 83-årige prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet i slutningen af januar efter et ophold i Egypten.
Han havde siden 4. januar været i Sharm El Sheik i Egypten, hvor han i mange år har kendt hotelejer Enan el Galaly.
Senere oplyste kongehuset, at prinsen var blevet undersøgt for en tumor i venstre lunge. Den viste sig at være godartet.
Det var meningen, at prinsen efter endt behandling skulle tage ophold på Fredensborg Slot, oplyste kongehuset for en uge siden. Men fredag morgen meddelte kongehuset altså, at prinsens tilstand er "alvorligt forværret".
Kongehuset har ikke ønsket at uddybe, hvad prinsen fejler, eller hvad der er årsagen til den forværrede tilstand.
I efteråret meldte kongehuset ud, at prins Henrik lider af demens. Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket.
/ritzau/