Længe før han blev kongelig i Danmark, oplevede prins Henrik som lille dreng 2. Verdenskrig bryde ud.
Men den lille purk opdagede hurtigt en måde at fortrænge uhyggelighederne på, fortæller Prinsgemalen til Børsens magasin Pleasure.
"Vi kom gennem krigen ved at spille bridge. Jeg var bare seks år gammel, da jeg lærte det i 1941, og de næste syv år spillede vi hele tiden," fortæller prins Henrik om sin barndom til magasinet.
Da det danske kongehus bød ham velkommen, var kortspil dog ikke en fornøjelse, der prægede hverdagen hos den nye svigerfamilie.
Efter det royale bryllup gik der dog ikke længe, før dronning Margrethe tog kampen op og lærte sig spillet.
"Men selv om hun spiller godt, så kan hun ikke slå mig - endnu," lyder det muntert fra den 74-årige prins.
Det er nu ikke kun for sjov, når prins Henrik finder kortene frem. Af og til bliver det nemlig en dyr fornøjelse, afslører han. For 20 år siden tabte han, hvad der svarer til 6.000 kroner i et enkelt spil.
"Det var ikke morsomt at taber så meget, men det var helt min egen skyld," siger Prinsgemalen.
Han fortæller desuden, at både prins Joachim og kronprins Frederik er blevet opdraget til at spille bridge.