Fire uger er der gået, siden Storbritanniens prins William og hertuginde Kate blev forældre til deres andet barn, prinsesse Charlotte.
Men nu er det slut for prins William med at fylde hele dage og uger ud med baby og bleskift. Mandag er han vendt tilbage til sit job som ambulancehelikopter-pilot.
Prins William nåede at afslutte første del af sin helikopterpilotuddannelse i april, så han kunne gå på barsel tidligere end forventet. Dermed venter anden og sidste del af træningsprogrammet, inden han er helt kvalificeret til at fragte patienter til og fra hospitaler.
Prins Williams arbejdsgiver er velgørenhedsorganisationen East Anglian Air Ambulance. Det lader dog ikke til at være lønnen, der driver den kommende konge af Storbritannien til at flyve helikopter. Det har nemlig været fremme, at prins William donerer hele sin årsløn på godt 415.000 kroner til organisationen.
/ritzau/FOKUS