Efterforskningen af kansler Sebastian Kurz, som mistænkes for bestikkelse og mandatsvig, ryster den østrigske regeringskoalition.
Således sætter det østrigske regeringsparti De Grønne torsdag spørgsmålstegn ved Kurz.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
De Grønne er Kurz' konservative parti ÖVP's eneste regeringspartner. - Fakta skal fastlægges. Vi kan ikke gå tilbage til sådan, som det var før, lyder det fra partileder for De Grønne og vicekansler Werner Kogler i en meddelelse ifølge Reuters.
- Der er på denne baggrund sat spørgsmålstegn ved kanslerens evne til at handle.
Kurz og ni andre i kredsen omkring ham er under mistanke. Det meddelte østrigske anklagere onsdag ifølge nyhedsbureauet dpa.
Mere konkret går mistanken på, at de har købt sig til positiv medieomtale. Det skal være sket på skatteydernes regning.
Landets finansministerium mistænkes for at have indrykket annoncer i en avis til gengæld for positiv omtale af Kurz.
Kansleren har i en udtalelse til østrigsk tv sagt, at mistanken om korruption er helt ubegrundet. Han har også sagt, at han "selvfølgelig" bliver på kanslerposten.
/ritzau/