Dansk klubfodbold havde en dag ud over det sædvanlige i går, da FCK overlegent vandt 2-0 over græske Panathinaikos.
Og de københavnske løver kan i dag sole sig i ros fra sportspressen.
"Det var fortjent og vanvittigt imponerende," skriver B.T.s Michael Jensen og fortsætter:
"De ligger nummer et. Foran Barcelona. Knib bare dig selv i armen igen. Det ændrer ikke på noget," skriver han.
Også Politikens fodboldredaktør, Søren Olsen, er imponeret over F.C. København, der nu ligger to point foran FC Barcelona.
"Det var en topklassepræstration af Ståle Solbakkens tropper, der på effektiv vis nærmest udraderede et svagt hjemmehold på en minderig aften for dansk klubfodbold," skriver han.
Og netop træner Ståle Solbakken bliver lovprist for indsatsen på Det Olympiske Stadion i går. Ekstra Bladet og B.T. er særligt begejstrede for nordmanden.
"Selvtilliden lyser ud af FCK og træner Ståle Solbakken, der turde spille spillet i Grækenland og sendte sine tropper højt op på banen. Nordmanden træder mere og mere i karakter som en kommende træner i en stor europæisk klub," skriver Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen.
B.T. følger trop med gevaldige skulderklap til nordmanden.
"Det mest ærgerlige er, at Ståle Solbakken ikke skal være dansk landstræner," skriver B.T.s sportsredaktør Jacob Staehelin.