Også økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) forbereder danskerne på, at de helt korte flekslån kan være på vej væk, eller i hvert fald ændret til det dyrere.
Baggrunden for de to udmeldelser, som begge er faldet på Realkreditforeningens Årsmøde 2010 i dag, er, at EU er i gang med et arbejde, der skal reformere den internationale lovgivning på det finansielle område. Og som forslaget ser ud nu, vil man begrænse den type obligationer, som ligger til grund for de korte flekslån.
"Som forslaget ser ud nu, vil de korteste danske rentetilpasningslån ikke kunne fortsætte uændret. Det vil kræve fordyrende justeringer," siger ministeren fra årsmødet ifølge politiken.dk/tjek.
En vurdering, som nationalbankdirektøren deler med Brian Mikkelsen.
"Vi kommer ikke uden om, at der er en reel risiko ved udformningen af de danske rentetilpasningslån," sagde Nils Bernstein bl.a. i sin tale. Han opfordrede derfor branchen til selv at have nye løsninger klar, som er "mere i overensstemmelse med traditionel realkredit."