Den indiske premierminister har fået sin Twitter-profil tilbage.
Det er sket, efter at kontoen på det sociale medie kortvarigt var kompromitteret.
Det oplyser Narendra Modis kontor i et nyt opslag på Twitter, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Ethvert opslag, der er delt, bør man se bort fra, skriver kontoret.
Hackerne nåede at sende et opslag ud på mediet med en besked om, at den indiske regering havde købt 500 bitcoin, og at kryptovalutaen nu ville blive fordelt blandt alle indbyggere i landet.
500 bitcoin svarer til godt 162 millioner danske kroner. Det ville dermed betyde under godt ti øre til hver person i landet med knap 1,4 milliarder indbyggere.
Da det lykkedes at genvinde kontrollen over profilen, blev opslaget slettet.
Søndagens sikkerhedsbrud fandt sted, mens Indien forbereder at slå hårdt ned på den øgede handel med netop kryptovaluta. Det sker med en ny lov, som ventes at blive behandlet i parlamentet senere på måneden.
Modi har været premierminister i Indien siden 2014. Han sagde sidste måned, at kryptovaluta kan "ødelægge vores ungdom".
Landets centralbank har desuden gentagne gange ansvaret mod, at kryptovaluta kan udgøre en "alvorlig bekymring for den makroøkonomiske og finansielle stabilitet".
Det er anden gang på lige så mange år, at 71-årige Modi har fået hacket sin profil.
Også sidste år blev den overtaget af hackere. De brugte adgangen til at udgive sig for at være Modi til at opfordre offentligheden til at donere penge til en falsk coronavirus-hjælpefond.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP