TV3 overtager fra sommeren 2013 og tre år frem rettighederne til Premier League.
Kampene i Englands bedste fodboldrække er siden 2010 blevet vist på 6'eren, men om godt et års tid skal danske tv-seere have fat i fjernbetjeningen, hvis de vil følge med.
- Vi er overordentligt glade for aftalen, der betyder, at vi nu har alt det bedste fodbold på vores kanaler, siger TV3-direktør Kim Poder i en pressemeddelelse.
- Premier League bliver bare bedre og bedre for hvert år, og flere og flere danskere følger med i den engelske liga, der byder på både masser af internationale stjerner og smuk fodbold i en liga, hvor investeringsniveauet stiger hurtigere end i nogen anden fodboldliga i verden, siger han.
TV3-kanalerne, der i forvejen også viser fodbold fra den danske Superliga og Champions League, har købt rettighederne til samtlige 380 kampe i Premier League.