Et rødt flag til at markere et langt liv i fagbevægelsens tegn.
Det var, hvad Jack Rothmann Christensens efterladte vil tage med i kirken, da han kort før jul blev bisat fra Utterslev Kirke.
Men det ville præsten Birgitte Fabritius de Tengnagel ikke være med til, skriver fagbevægelsen 3F.
Efter lidt diskussion fik de dog lov på betingelse af, at den blev placeret bag prædikestolen, langt fra kisten.
"Heldigvis rager fanen over prædikestolen, så man kunne godt se den. Og jeg sænkede også fanen, selv om jeg ikke måtte. Men da stod hun (præsten, red.) med ryggen til," siger Niels Valentin på 3F's hjemmeside.
Efterfølgende har direktør Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet dog klaget over episoden, da han mener, at præstens holdning var en hån mod familien.
Københavns biskop har dog valgt ikke at foretage sig noget på basis af klagen.
Flere af Jack Rothmann Christensens tidligere kolleger undrer sig også over, at præsten ikke nævnte et ord om det faglige arbejde i sin prædiken.
"Heldigvis tog hans barnebarn Brian hævn, da han talte ved kisten," siger Elin Larsen, der kendte til den afdøde gennem Dansk Skotøjsarbejderforbund.
Et andet barnebarn mener dog, at det var tilfredsstillende med kombinationen af præstens ord og talen ved kisten.
Kilde: 3F