Yngre præster råber vagt i gevær, fordi de bliver ansat under useriøse forhold af menighedsrådene.
Det skriver Politiken i dag.
"Jeg har været til en samtale, hvor menighedsrådet spurgte, om jeg var indstillet på at købe en bil, og da jeg sagde, at det var jeg, handlede resten af samtalen om brugtvognspriser," fortæller en anonym præst til avisen.
Andre præster fortæller, at deres ægtefæller er blevet bedt om at arbejde gratis i kirken, mens andre skulle have sin samlever med til jobsamtale uden videre begrundelse.
"Der er gode og solide samtaler, men det billede, de tegner, er desværre ikke atypisk," siger Erling Andersen, der underviser nye præster på Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse.
Erling Andersen fortæller, at mange menighedsrådsmedlemmer aldrig har ansat medarbejdere ude i 'den virkelige verden'.
"Måske har de eneste ansættelsessamtaler, de har været til, været deres egne," siger han.