Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, fortæller søndag ifølge AFP, at hans nevø og dennes forlovede er blandt de foreløbigt 59 dræbte ved terrorangrebet i et indkøbscenter i den kenyanske hovedstad, Nairobi.
Dramaet fortsætter i indkøbscentret, hvor 10-15 terrorister holder et ukendt antal personer som gidsler. Det er al-Shabaab, en militant islamistgruppe fra Somalia med bånd til al-Qaeda, som har taget skylden for angrebet.
- De skal ikke slippe af sted med deres foragtelige og djævelske handlinger, fortæller Kenyatta i en tale til nationen.
- Vi vil hurtigt og yderst smertefuldt straffe bagmændene.
Et stort antal sikkerhedsstyrker befinder sig ved det luksuriøse shoppingcenter, som normalt er en magnet for udlændinge og velhavende kenyanere.
Israelske sikkerhedsstyrker er ankommet til det delvist israelsk-ejet shoppingcenter for at rådgive den kenyanske hær.
Adskillige udlændinge er meldt dræbt, og over 1000 personer er evakueret fra centret.
Den danske ambassade skriver på Facebook, at danskere frarådes at bevæge sig i nærheden af Westgate, og at man bør udvise den største agtpågivenhed og undgå større forsamlinger.
/ritzau/