Det polske præsidentfly der forulykkede i lørdags, havde ikke tilladelse til at lande.
"Lederen af flykontrollen sagde tre gange til besætningen, at de måtte afbryde og finde en anden flyveplads. Men de hørte ikke på os," siger flyvelederen Anatolij Muravjev til avisen Komsomolskaja Pravda.
Foreløbige undersøgelser viser, at flyet forulykkede i sit andet forsøg på at lande. Tidligere mente man, at flyet styrtede ned i sit fjerde landingsforsøg.
Ifølge polske medier skulle præsidenten have presset piloterne til at lande, selv om kontroltårnet på landjorden frarådede det.
Den polske oberst, Zbigniew Rzepa, siger, at der snarest vil blive offentliggjort en rapport, som vil beskrive årsagen til ulykken.
"Luftfartskomitéen i Moskva vil snart offentliggøre en rapport om, hvad der skete om bord i flyet umiddelbart inden, det forulykkede," siger obersten.
Polens præsident, Lech Kaczynski, og 95 andre passagerer mistede livet, da flyet styrtede ned i tæt tåge. Flyet var mindre end to kilometer fra lufthavnen i Smolensk i det vestlige Rusland.
Indledende analyser har vist, at der ikke var nogen eksplosion eller brand om bord på flyet, ligesom at alle flyets motorer virkede lige indtil det tidspunkt, hvor flyet ramte jorden.