Det er ikke kun helt almindelige mennesker, der i øjeblikket rammes af den verdensomspændende Influenza A.
Nu er Costa Ricas præsident, Oscar Arias, også blevet smittet med sygdommen - bedre kendt som svineinfluenza. Regeringen i Costa Rica understreger, at der ikke er tale om et alvorligt tilfælde af sygdommen.
Den 68-årige præsident arbejder hjemmefra og ventes at vende tilbage til sit præsidentkontor næste uge. Hans beføjelser som præsident er ikke blevet overdraget til anden side. Han skal dog være isoleret i sin bolig i syv dage, hvor han modtager lægebehandling.
I Costa Rica er 20 mennesker indtil nu døde efter at være blevet smittet.