Polens afdøde præsident, Lech Kaczynski, skal begraves i den historiske Wawelkatedralen side om side med monarker og nationale ikoner, men den beslutning vækker harme blandt polakkerne.
Flere hundrede demonstranter protesterede onsdag i gaderne i hovedstaden Warszawa med plakater med teksten "Warszawa for præsidenter. Wawel for konger".
Der var ligeledes demonstrationer i andre polske byer som Gdansk, Poznan og Krakow.
Det er præsidentens tvillingebror, Jaroslaw Kaczynski, der har ønsket præsidentparret bisat i Wawelkatedralen.
Kritikerne er vrede over, at Jaroslaw Kaczynski på den måde ophøjer sin bror og svigerinde til polske helte, hvilket smager af politik, lyder det.
I katedralen er der kapeller for næsten 20 monarker fra det 14. til det 18. århundrede.
Nationalhelten Jozef Pilsudski (1867-1935), der var Polens præsident, hærens øverstbefalende og ved et kup syv år før sin død tiltog sig diktatorisk magt, er også bisat her, i en krypt under tårnet i slottets katedral.
Præsident Kaczynski og hans følge styrtede ned i den russiske by Smolensk lørdag. 96 mennesker blev dræbt, heriblandt præsidenten og hans kone, som begge begraves i katedralen søndag.